Dagen daler som et faldende blad.Det svære hviler nu i stilhedens favn.Åndedrættet bærer mig ind i nuet.Jeg takker for det, der var, og slipper det, der gik.Natten folder sig ud omkring mig — tom, stille, hel.Jeg er ikke længere mine tanker; jeg er stilheden selv.
Inspireret af Zen-traditionens opmærksomhed på nuet og accept af forgængelighed. Chantet inviterer til at lade dagens tunge øjeblikke forsvinde i åndedrættet og finde hjem i nattens stille tomhed — en blid, meditativ afrunding af dagen.