Lyset falder ind over det, der er.Dagens hænder rækker sig frem.Jeg modtager det givne — ikke som prøve, men som gave.Må jeg i dag være et rum for tålmodighed.Må jeg se det skrøbelige som bro, ikke som brud.Og bære det, der kommer, med samme ro, som træet bærer sin bark.
Inspireret af den kristne morgenbøn og næstekærlighedstradition, men oversat til en sekulær oplevelse af at tage imod dagen som en gave. Chantet minder om at finde styrke i sårbarhed og at møde verden med tålmodighed frem for krav.