Dagen ebbes ud som vand mod strand, hvad var — er nu — forløst i sand. Tak for lys, for stier, for hvert skridt, for det tunge, som blev blidt. Nattens åndedræt, så stille, så vidt, bærer mig som flod mod hvile. Jeg slipper taget, jeg ånder frit, og lader alt flyde i nattens rytme.
Chantet er inspireret af taoismens Wu Wei — kunsten at lade ske uden modstand. Det hjælper med at lukke dagen ved at anerkende det svære som en del af strømmen, og derefter give slip med tillid til nattens naturlige bærekraft.