Stilhedens træ folder sig ud i natten,hvert blad et minde, der hvisker sit farvel.Lad dagens slør glide mod jorden,som stjerner falder i den dybe brønd.Tak for lyset, der brast gennem skyer,tak for skyggerne, der lærte mig at se.Nu lægger jeg mit hjerte i Sefirots skød,én tråd af taknemmelighed, inden alt forsvinder ind i ét.
Inspireret af Kabbalahs idé om Sefirot som livets træ og natten som en tid, hvor sjælen vender hjem til sin kilde. Chantet inviterer til at give slip på dagens byrder og finde enhed i stilhed, med taknemmelighed som den sidste tråd, der forbinder det enkelte med det uendelige.