Jeg lægger dagen fra mig, som et blad der falder til jorden.Hvad der var tungt, hviler nu i stilhed.Jeg takker mine hænder for alt de bar,mit sind for de tanker, der fandt vej.Mørket favner mig uden krav,og jeg trækker vejret ind i natten.I menneskets fællesskab er jeg aldrig alene,og i denne ro finder jeg hvile.
Chantet er inspireret af humanismens værdsættelse af menneskelig styrke, fællesskab og accept af livets cyklus. Det hjælper med at give slip på dagens byrder og finde ro i nattens stilhed, gennem taknemmelighed for egne handlinger og forbindelsen til andre.