Nu lukker dagen sine bløde hænder,og hvad der bar, og hvad der bandt, forsvinder.Jeg takker for det menneskelige lys,der lyste i mødet, i ordet, i blikket.Lad tankens uro synke i stilhedens favn,som jorden favner frøet i mørket.I roen findes kraften til at vende tilbage,til morgenens mulighed, til det fælles håb.
Denne chant hylder menneskelig forbindelse, rationalitet og medfølelse som kilder til lys og mening. Den inviterer til at lade dagens bekymringer synke og finde ro i erkendelsen af vores delte menneskelighed og ansvar for hinanden.