Jeg vågner i hjertets åbne felt,hvor stilhed taler uden ord.Jeg lader kærligheden være min vejviser,og lader dagen folde sig ud.Det jeg søger, har allerede fundet mig —et pust, et nærvær, en indre ro.Jeg går ikke alene, men med alt hvad der ånder,forenet i det store, stille nu.
Denne chant er inspireret af sufismens idé om hjertet som et spejl for det guddommelige og kærligheden som vej. Formålet er at skabe en sekulær morgenritual, der åbner for nærvær og forbundethed uden at pådutte religiøse dogmer. Teksten kan reciteres højt for at give dagen retning og ro.